På en rundvisning i Landbygningsmuseet Den Fynske Landsby oplever man, hvordan en typisk dansk landsby så ud o. 1850. Alle bygningerne har oprindeligt stået andre steder på Fyn og er nøje udvalgt til genopførelse i museet. Bygningerne repræsenterer forskellige fynske bygningstyper, der knytter sig til livet på landet. I Den Fynske Landsby findes der derfor flere store gårde, boelsteder, husmandssteder, smedje, kornmøller, skole m.m.

Til høstfest bydes der på gl. egnsretter – byggrød sødet med æbler
Den Fynske Landsby arbejder også med bevaring af gl. husdyrracer og med at formidle og bevare de traditionelle håndværk og alt hvad der var forbundet med fortidens selvforsynende landbrugssamfund. I museet kan man også opleve det kulturelle liv både på hverdage og festdage, som det blev levet på landet førhen.

Den Fynske Landsby har et bryggerlav. Til høstfest tilbydes smagsprøver på det hjemmebryggede øl.



