Ny byvandring i Holbergtidens Odense

19. jun 2020 | Byvandringer, Ind i Holbergtidens Odense, Ind i Holbergtidens Odense

Historiesnedkeriets er snart klar med en helt ny byvandring – i serien af byvandringer i Holbergtidens Odense. Byvandringerne foregår i byens forskellige kvarterer med fortællinger om byen og om dens indbyggere. Der er meget at se og meget at fortælle om, fordi vi ved ret meget om Odense og om byens indbyggere i slutningen af 1700-tallet og tiden derefter. Den femte rute i serien forgår i centrum med start og afslutning på Flakhaven ved skulpturen “Oceania”.

På Holbergs tid var Odense underlagt den enevældige danske konges love, magt og vilje. Byen var beskyttet og bevogtet for at sikre kongen og hans rettigheder bl.a. til opkrævning af skatter og afgifter. Mange af byens borgere var særligt privilegerede. Mange gejstlige og adelige havde bolig i byen, men de fleste af byens borgere var dog håndværkere eller handelsfolk. Adgangen til Odense var under skarp kontrol ved bevogtede byporte indtil 1850erne, hvor portene blev fjernet.

Sammenlignet med nutidens Odense var byens udstrækning og folketal lille, men Odense var landets næststørste by efter København med en central beliggenhed og stor betydning for riget. På Historiesnedkeriets byvandringer, kan man høre om Odenses historie og om den omfattende liberalisering, som førte til at købstædernes privilegier efterhånden blev afviklet, byportene fjernet og byen for alvor begyndte at vokse.

Hvis man trænger til en kop kaffe, the eller noget at spise efter byvandringen kan man vælge at kombinere sin  byvandring med et cafebesøg. På flere af byens cafeer får man rabat den dag, man har været på byvandring med Historiesnedkeriet.

Inden længe vil man kunne købe sin billet til en byvandring i Holbergtidens Odense. For at alle skal have god mulighed for at kunne følge med i, hvad der foregår, vil antallet af deltagere på byvandringerne i år være max. 20. Byvandringerne kommer til at foregå tirsdag formiddage og lørdag eftermiddage i juli og august måned og bliver slået op som begivenheder med mulighed for at købe billetter her på siden.