Stamtavlen og de eilskovske boliger
Fra 1866 mens Peter Eilskov stadig var inspektør på Odense Tugt- og Manufakturhus, arbejdede han ihærdigt på en stamtavle over slægten Eilskov. Det foregik bl.a. ved en omfattende korrespondance med efterkommere af hans oldefar og med præster som kunne bidrage med oplysninger om slægten. Stamtavlen blev færdig i december 1868, samme år blev Peter Eilskov udnævnt som kancelliråd. ”Stamtavler over Slægten Eilskov, udgivne af Peter Eilskov, Sønnesønssøn af Stamfaderen”, udkom i 1869. Peter Eilskovs interesse og nidkære arbejde med den sag, havde noget at gøre med arven efter stamfaderen, den velhavende købmand Peter von Westen Eilskov og hans hustru Anne Marie Becker. De efterlod sig nemlig en ret stor formue, men ingen børn. Derfor blev arven delt på ret mange og i testamentet blev det bl.a. bestemt, at der skulle oprettes et legat og nogle friboliger i Munkemøllestræde – De Eilskovske boliger, bestående af 6 boliger for 3 borgerlige Enker og 3 borgerlige jomfruer af Kjøbmands- og Præstestanden. Med boligerne var der også mulighed for at få tildelt et legat, så man kunne leve standsmæssigt som enke og medlemmer af slægten Eilskov havde fortrinsret.
Peter Eilskovs datter Mariane søgte om en af de Eilskovske boliger i 1860erne. Peter Eilskov var da klar over, at familien på et tidspunkt skulle flytte fra inspektørboligen og det var derfor vigtigt at finde en egnet bolig til de to døtre, der stadig boede hjemme. Som præsteenke med slægtsmæssig forbindelse til stiftelsens testator, var Mariane et oplagt emne til en af de Eilskovske boliger. Men da der endelig blev en ledig bolig, valgte bestyrelsen, at indsætte bådsmand Hans Peter Møller Jensens enke. Bådsmanden var druknet i Odense Fjord og hustruen var dermed blevet alene med tre små børn. Legatbestyrelsen må have vurderet, at bådsmandens enke havde større trang. Men den afgørelse ville Peter Eilskov ikke acceptere, så han klagede over afgørelsen og forlangte den omstødt. Klagen skulle stiles til hans overordnede – biskoppen og Stiftsamtmanden. I sit klagebrev betvivlede Peter Eilskov den stamtavle, der var fremlagt af bådsmandens enke, som viste, at bådsmanden var en dattersdatters dattersdatters dattersøn of Peter Eilskovs bror Niels Larsen. Selv om stamtavlen var attesteret af den lokale præst, mente Peter Eilskov ikke, at stamtavlen kunne bruges som officielt dokument og han mente også, at slægtsforholdet var usikkert, idet der ikke fandtes bevarede kirkebøger i Haarslev, som gik så langt tilbage i tid. Bestemmelserne var også tilsidesat på anden vis, fordi boligerne var forbeholdt præsteenker og frøkener af præste- og købmandsstanden.
”Naar endvidere Fundatsen udtrykkelig bestemmer, at boligerne skulle gives til borgerlige enker og Jomfruer af Præste– og Købmandsstanden, saa er det tillige dermed givet, at testator har ment den mere dannede Middelklasse.” (Peter Eilskov i klagebrev til Stiftsøvrigheden (udkast med Peter Eilskovs understregninger), 13. september, 1869.
Peter Eilskov redegjorde også for Marianes økonomi. Mariane havde arvet en formue efter sin mand på 5400 Rdl. som gav hende en årlig renteindtægt på 216 Rdl. og sammen med hendes enkepension på 34 Rdl. havde hun en samlet årlig indtægt på 250 Rdl. Derfor behøvede hun ikke at søge stiftelsen om understøttelse og tærede dermed ikke på legatets formue. Han sammenlignede hendes økonomi med to præsteenker der på det tidspunkt boede i boligerne og som begge havde en fast indtægt på mere end 500 Rdl. Mariane var ikke bedre stillet end dem, selv om hun havde formue og derfor kunne hun stadig anses som værdigt trængende.
Peter Eilskov sendte sit klagebrev via Stiftsøvrigheden og bestyrelsen til ministeriet, men det trak ud med at få svar, så det rykkede han for at få. Da der kom svar fra Stiftsøvrigheden i slutningen af oktober 1870, fik han medhold, men samtidig besked om, at den trufne beslutning ikke ville blive ændret. Året efter flyttede familien Eilskov til en ny bolig på Heden 76 og i 1872 døde han og blev begravet på Frue Kirkegård. Hustruen Edel døde i 1873.
(foto og dokumenter i privat eje)