Villaen fra 1954 er tegnet af Kai Börgen. På forsiden ud mod Langelinie er der ikke foretaget store ændringer på huset. Det er der til gengæld på husets bagside ud mod Odense Å-dal, hvor den herlige udsigt mod Ådalen har inspireret flere af husets ejere til at forandre og tilbygge. Siden huset blev bygget har huset været ejet af 6 forskellige familier, som alle har sat deres præg på huset, med de ændringer, som tiden har krævet eller som ejernes og skiftende arkitekter har haft fantasi til. Først blev kælderen udgravet, så man kunne gå direkte fra et stort kælderrum ud i haven. Senere blev stuen tilbygget med udgang til en terrasse fra 1. salen og nuværende ejer, har fået bygget et stort moderne køkken med udsigt og med en udvidelse af terrassen. Tilbygningerne har efterladt selvfølgelig bagsiden af huset med et noget “tungere” udtryk, end det oprindeligt havde – lidt som bagstavnen på et stort skib. Men det tænker man ikke så meget over, når man står deroppe og nyder udsigten ned mod Odense Å.
Husets store skorsten bruges stadig til pejsen i stuen. Men det aftræk, der gik fra fyrrummet i kælderen og som i de første år sørgede for at huset kunne opvarmes med et kul og fra 1958 med oliefyr, har ikke været i brug siden 1960erne, hvor der kom fjernvarme til Odense.
På de oprindelige tegninger, er der også strygestue i et af husets kælderrum. Men det er ikke sikkert, at det nogensinde har være i funktion som strygerum. Det unge par, som fik opført huset i 1954, kom fra et Folkebohus på J. L. Heibergsvej. Det ser ud til at have inspireret dem, da huset på Langelinie skulle bygges. I huset på J.L. Heibergsvej, der også var moderne i sin indretning og opvarmet efter samme princip, kan man se på tegningerne, at der var gruekedel i et kælderlokale med tilsvarende beliggenhed op mod skorstenen. Men der er ikke tegnet gruekedel i strygestuen på Langelinie og da huset og familien blev beskrevet i starten af 1960erne i en ugebladsartikel, havde manden i huset, der holdt meget af at male i sin fritid, indrettet strygestuen til sin “hule”, hvor han kunne male og høre musik.
