Udvikling og afholdelse af events med historie og mad

Historiesnedkeriet udvikler og afholder events med historie, fortællinger og mad i fokus.

Med Historiesnedkeriet på café

Historiesnedkeriets byvandringer ender som regel med et fælles cafe-besøg. Det er nemlig dejligt at kunne dele de fælles oplevelser, nyde en kop god kaffe og få mulighed for at hygge sig med gode venner eller lære nye mennesker at kende.

I efteråret 2019 medvirkede Historiesnedkeriet også i nogle arrangementer på Druen & Bønnen, hvor historieformidling blev kombineret med en frokost. Det begyndte med en serie korte foredrag med oplæg til efterfølgende debat om kendte odenseanere, der har gjort forskel. Det første foredrag handlede om C. F. Tietgen og det andet om Julie Heins, som stiftede en pigeskole i Odense og udgav lærebøger.

Mad og Minder

Sammen med Historiefabrikken v/Nanna Stærmose medvirkede Historiesnedkeriet også i en serie på Druen & Bønnen, som handlede om mad og minder.

Perioden 1950-1980 blev valgt som fokus og vores mål var at skabe en god ramme for at udveksle erindringer om den periode på tværs af generationer. Første gang var temaet leg og pligter.

Jeg fortalte bl.a. om en dukke, som har tilhørt min mor. Den fik hun i julegave engang i slutningens af 1940erne, men hun har aldrig leget særligt meget med den. fordi hun var bange for, at hendes lillesøster skulle komme til at ødelægge den. Indtil for nylig kendte jeg ikke til dukken. jeg har brødre men ingen søstre og vi har ikke leget særligt meget med dukker. Nu har min mor foræret dukken til min datter og det har været en rigtig god anledning til at få talt med min mor om hendes barndom og om dukkens historie.

Ole Jeppesen
Historiker, Historiesnedkeriet

Der blev gjort meget ud af at maden skulle vække minder om perioden og bordene blev dækket og pyntet op, med genstande fra perioden 1950-80 for at fremkalde erindringer om perioden. Vi synes det lykkedes ret godt og der var mange, som havde lyst til at bidrage med fortællinger, da middagen var overstået.