I den administrationsbygning, som Smith og Co fik tegnet af arkitekterne Per og Vagn Kyed og opført i Kochsgade 31 i begyndelsen af 1960erne, fandtes direktionen (den administrerende direktør og hans sekretær) i en særlig fløj på 1. sal.
Ud mod Kochsgade havde virksomheden et stort mødelokale til vigtige møder, f.eks. direktionsmøder, bestyrelsesmøder og generalforsamlingsmøder.
Den administrerende direktør og sekretæren havde adgang til mødelokalet fra sit kontor. De øvrige mødedeltagere havde adgang via en garderobe. Over døren til den administrerende direktørs kontor, hang et ur med firmaets logo.
Historiesnedkeriet arbejder for tiden på en bog om det hus grosserer Hans Svarrer fik opført i 1916. Han levede ikke længere da, bygningen i Kochsgade blev opført, men hans arvinger var stadig involveret i Smith og Co., hvor sønnen Poul Svarrer var ansat og som aktionærer havde flere af familiens medlemmer indflydelse på væsentlige beslutninger. I 1963 gik det stadig godt for virksomheden, men i de følgende årtier kom firmaet i vanskeligheder. Smith og Co., var aktive i mange sammenhænge, men er nok mest kendt for produktionen af SCO-cykler. Den måtte firmaet lukke i slutningen af 1990erne, men mærket produceres og sælges stadig. Nu af Salling Group.
Billedet her er taget af fotograf Flemming Wedell, der medvirker som fotograf på dette bogprojekt.